Svinekam på gasgrill

Den bedste smagsoplevelse får du ved at grille med rotisseri. Jeg bruger en Weber Q3000. Under stegningen vil saft og krydderier løbe med rotationen og afgive smag til hele stegen. 

Ingredienser:

  • Svinekam
  • Laurbærblade (ca. 1 for hver fjerde svær)
  • Fintkornet salt
  • Krydderurter efter eget ønske, f.eks. timian. 
  • Aluminiumbakke til vand. 0,5-0,75 liter vand per kilo steg. 

Regn med 45 min stegetid per kilo. 4 kg = 3 timer. 

Fremgangsmåde:

Start i god tid. Stegen – og særligt sværen – vil have godt af at stå f.eks. 1 times tid før grillningen startes. Krydr stegen med rigeligt salt. Vær omhyggelig med at nulre salt godt ned mellem sværen. Hvis slagteren ikke har været omhyggelig med at ridse sværen, så gå sværen efter med en skarp kniv. Vær forsigtig med kun at ridse i spæklaget. Hvis kniven når ned til kødet kan saft trænge ud under stegningen og det bliver svært at få sværen ordentligt sprød. Spar ikke på saltet. Når sværen er saltet giver du også en omgang salt rundt om hele stegen. Krydr evt også med urter. Stik laurbærblade ned i sværen, 1 stk per 4 svær. 

Stik spyddet gennem stegen og fastgør med gaflerne, så stegen er fastlåst. Sæt stegen på grillen ved indirekte varme. Ved vintertid giver jeg fuld hammer på gassen. Temperaturen er ca 170 +/- 10 grader. Regn med 45 min per kilo, lidt mere hvis det er en lille steg. Kernetemperaturen skal ikke overstige 70 grader. Sæt en Aluminiumbakke under stegen med vand – så har du til sovsen, og du risikerer ikke, at fedt drypper ned på risten og antænder og branker stegen. Win-win! Regn med 0,5-0,75 liter vand per kilo steg. Spæd evt til med vand under grillningen. Tag aluminiumbakken væk en halv times tid før stegen er færdig, så sovsen kan ordnes i ro og mag. 

Hold låget lukket (selvom det kan være svært). Hvis du har saltet godt får du de lækreste, sprøde svær og en rosa kant rundt om stegen. Og en saftig, mør steg. 

Jeg har endnu ikke fået perfekte svær alene med rotisseri. Lad evt. stegen stå på spyddet med sværsiden nedad og den indre varme tændt på laveste blus (den ydre brænder skal være tændt og låget lukket). Giv stegen nogle få minutter – hold godt øje! Det bliver godt! Alternativt kan sværen grilles i ovn, – men der bliver ikke ligeså godt. 

Print Friendly, PDF & Email